Olaf Liljekrans
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
(dybt inde i Skoven tilvenstre.)
(lidt nærmere end før.)
(nærmere end før)
(fjernt fra Skoven til Venstre)
(afsides, idet hun træder ind fra Baggrunden, uden at
bemærkes af de Øvrige)
(fra Skoven til Venstre)
(afsides, under Choret.)
Arnes Slægtninge nærme sig truende.)
høres dæmpet indenfor.)
(udenfor Scenen)
Faksimile
8 Ark.
Fru Kirsten Liljekrans
i
«Olaf Liljekrans.»
i
«Olaf Liljekrans.»
Skuespil i 3 Akter
Udleveret til: Jfr: Sørensen 12/12 56.
P Nielsen
P Nielsen
Faksimile
2.
Faksimile
3.
Første Akt.
1ste Scene.
(Chor udenfor Skuepladsen.)
Chor af Fru Kirstens Følge
(dybt inde i Skoven tilvenstre.)
Med fromme Sange, med Klokkespil
Saa vide vi færdes i Dale;
Du kristne Mand, Du lytte dertil,
Vaagn op af den koglende Dvale.
Slægtninge af Arne
.Der de lystige Svende monne ride!
Fru Kirstens Følge
Vi mane Dig frem af Haug og Fjeld,
Hvorhelst Du end sidder bunden,
Du vaagne derved, Du fri din Sjæl
Faksimile
4.
Fra listige Alfer i Lunden!
Arnes Slægtninge
Alt om den Brudenat.
Fru Kirstens Følge
Med Graad vi vandre den Dag saa lang,
Vi speide i Ur og i Krat.
Arnes Slægtninge
Stævne baade Terner og Drenge.
Fru Kirstens Følge
(nærmere end før)
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover Du saa tungt og saa længe!
2de Scene.
Arne fra Guldvik med sine Slægtninge, Mænd
og
Kvin-
der, Spillemænd o. s. v. – Hemming.
der, Spillemænd o. s. v. – Hemming.
Alle
.Fru Kirsten!
Faksimile
5.
3die Scene.
De Forrige. Fru Kirsten. (kommer fra Venstre
med sine Huuskarle.)
med sine Huuskarle.)
(til sit Følge uden at bemærke de Andre)
Nu kun et
Stykke længere frem, saa veed jeg vist han maa fin-
des. (farer sammen; afsides.) Arne fra Guldvik!
Himlen staa mig nu bi!
Stykke længere frem, saa veed jeg vist han maa fin-
des. (farer sammen; afsides.) Arne fra Guldvik!
Himlen staa mig nu bi!
Arne
.Gudsfred, Fru Kirsten Liljekrans!
(fatter sig og rækker Arne Haanden)
Gudsfred igjen!
(afsides) Skulde han Intet vide?
(afsides) Skulde han Intet vide?
Arne
.den Hæder, I viser mig.
Hvad mener I?
Arne
.Velkommen paa Eders Grund.
Ei, Hr. Arne! (afsides) Han veed Intet endnu!
Arne
.med alle Eders Karle.
(forlegen)
Jeg beder Jer, tal ikke mere derom.
Faksimile
6.
Arne
.Saa skulde I aldrig –
Hvor gider I lytte til, hvad onde Tunger kan spinde
sammen. Ikke vil vi mere tænke paa Tvistighederne,
som nu har varet ved siden Jer Stamfaders Tid. Jeg
mener, vore Ætter har lidt tungt nok derunder, Eders
saavel som min. See Jer om, Hr. Arne! Er ikke Lien
her at ligne med de vildeste Udmarker, og i vore Fædres
Dage var her dog folksomt og rigt. En Bro var lagt
over Elven, og Vei gik der fra Guldvik til min Faders
Huus. Men med Ild og Sværd drog de frem fra begge
Sider; de lagde øde Alt hvad de traf paa, thi det
tyktes dem, at de var hinanden for nære Grander. Nu
voxer der alleslags Urter i Alfarveien, Broen er bræk-
ket ned, og det er kun Ulv og Bjørn, som holde til-
huse herinde.
sammen. Ikke vil vi mere tænke paa Tvistighederne,
som nu har varet ved siden Jer Stamfaders Tid. Jeg
mener, vore Ætter har lidt tungt nok derunder, Eders
saavel som min. See Jer om, Hr. Arne! Er ikke Lien
her at ligne med de vildeste Udmarker, og i vore Fædres
Dage var her dog folksomt og rigt. En Bro var lagt
over Elven, og Vei gik der fra Guldvik til min Faders
Huus. Men med Ild og Sværd drog de frem fra begge
Sider; de lagde øde Alt hvad de traf paa, thi det
tyktes dem, at de var hinanden for nære Grander. Nu
voxer der alleslags Urter i Alfarveien, Broen er bræk-
ket ned, og det er kun Ulv og Bjørn, som holde til-
huse herinde.
Arne
.som godt og vel er for os Begge.
Tilvisse, tilvisse! Men Ingeborg, Bruden, hvor har
I hende? Jeg seer hende ei, og Brudepigerne fattes
med; skulde hun ikke –
Faksimile
7.
Tilvisse, tilvisse! Men Ingeborg, Bruden, hvor har
I hende? Jeg seer hende ei, og Brudepigerne fattes
med; skulde hun ikke –
Arne
.saa vel optugtet hun end kan være.
(spændt.) Nu, hvad saa? (afsides)
Skulde hun ogsaa –
Arne
.men I finder vel Raad.
Ei, vær I kun tryg. (afsides) Og Olaf som ikke
er at see!
er at see!
Hemming
.skrider hun forrest i Flokken!
(sagte til sine Svende)
I tie vel med vort Ærinde
heroppe.
heroppe.
4de Scene.
De Forrige. Ingeborg og Brudepigerne.
Ingeborg
.Men Olaf, hvor har I ham?
Olaf! (afsides.) O vee! nu bryder det løs.
Arne
.det er ham som volder at –
Faksimile
8.
Ham – I mener – I veed at –
Arne
.og saa fik han Jer til at følge med.
Stærkt lystede det ham vist at møde Bruden, men –
Ingeborg
.Hvad nu?
Ikke er Olaf med heroppe.
Ingeborg
.I sige frem, jeg beder Jer.
(tvungen, spøgende)
Forsand, det lader som Bruden
ogsaa længes! Følg med, følg med til Bryllupsgaarden,
der tænker jeg vel han maa findes.
ogsaa længes! Følg med, følg med til Bryllupsgaarden,
der tænker jeg vel han maa findes.
Arne
.Svar først, saa skal vi følge.
Nu da – han er reden sig ud for at jage. (Idet
hun vil gaa) Kom nu, det tager stærkt til at mørk-
nes.
hun vil gaa) Kom nu, det tager stærkt til at mørk-
nes.
Ingeborg
.At jage?
Ei! Kan det undre Jer? I kjender vel Visen:
«Den Riddersmand lyster at ride sig i Lunde,
Faksimile
9.
At prøve sine Heste og Hunde!»
Ingeborg
.til at vejde Dyr.
Nu skjæmter I. Kom med, kom med!
Arne
.at I dølger Jert rette Ærinde heroppe.
(truffen.)
Jeg! Hvor kan I tro?
Arne
.men det har ingen Art –
Ikke er det nyt, at I tænker ilde om mig og mine.
Arne
.der er Noget I dølger for mig
(afsides)
Hvad vil her følge paa.
Arne
.og Ingen kunde melde Jer derom.
(svarer ikke.)
Arne
.Ti stille!
(har imidlertid fattet sig.)
Nuvel, Herr Arne!
ærligt vil jeg tale Jer til; lad saa Lykken raade
for Resten.
ærligt vil jeg tale Jer til; lad saa Lykken raade
for Resten.
Ingeborg
.Hvad mener I?
Faksimile
10.
Ved Ord og Haandslag er Forliget sluttet mellem os;
mange hæderlige Mænd seer jeg her som kan vidne i
den Sag. Olaf, min Søn, skulde ægte Jer Datter,
hos mig skulde Gildet holdes imorgen –
mange hæderlige Mænd seer jeg her som kan vidne i
den Sag. Olaf, min Søn, skulde ægte Jer Datter,
hos mig skulde Gildet holdes imorgen –
Arne
.Javist, javist!
Skjændsel over den, der bryder sit Ord, men –
Arne
og Gjæsterne
.Hvad nu! Sig frem!
Ikke kan Brylluppet holdes imorgen, som besluttet
var.
var.
Arne
.Ikke holdes?
Vi maa vente dermed.
Fru Kirstens Svende
.Ned med Mændene fra Guldvik!
(kaster sig mellem de Stridende)
Hold inde, hold in-
de, jeg beder Jer derom. Herr Arne! I høre mig til-
ende førend I dømmer min Færd.
de, jeg beder Jer derom. Herr Arne! I høre mig til-
ende førend I dømmer min Færd.
Arne
.Saa kom I til mig!
Faksimile
11.
Ikke er det Fattigmands Huus I gifter Jer Datter
ind i, Herr Arne! Mød I frem til Gildet med alle
Eders Frænder og Venner, ja, kom med trefold saamange
om det lyster Jer, – hos mig skal I finde baade Huus-
rum og Bryllupskost, saameget I vil tære. Tro
aldrig at slig uhæderlig Aarsag kunde hindre mig.
ind i, Herr Arne! Mød I frem til Gildet med alle
Eders Frænder og Venner, ja, kom med trefold saamange
om det lyster Jer, – hos mig skal I finde baade Huus-
rum og Bryllupskost, saameget I vil tære. Tro
aldrig at slig uhæderlig Aarsag kunde hindre mig.
Arne
.I har da skiftet Sind, kan hænde?
Ei heller det. Har jeg givet mit Ord, saa er jeg
ogsaa rede til at holde det, og det ligesaa gjerne
idag som imorgen; thi saa var stedse Sæd og Skik
i min Æt. Men i denne Sag staaer det ikke til
mig; det skorter paa En –
ogsaa rede til at holde det, og det ligesaa gjerne
idag som imorgen; thi saa var stedse Sæd og Skik
i min Æt. Men i denne Sag staaer det ikke til
mig; det skorter paa En –
Ingeborg
.at naar Bruden er rede saa –
Til Brudefærd er To fornødne, Brudgommen saavel
som Bruden –
som Bruden –
Ingeborg
.Min Fæstemand!
Faksimile
12.
Ja han, min Søn – inat er han flygtet baade fra
Hjem og Brud.
Hjem og Brud.
Arne
.Flygtet! Han?
Saasandt jeg haaber Himlens Naade, jeg har ei
Deel deri.
Deel deri.
Arne
.det sværger jeg høit og dyrt.
Uskjællig Grund er det I bygger paa, om I kunde
tro at –
tro at –
Arne
.at værdsætte som det bør sig
Herr Arne! I høre mig!
Arne
.Ti stille, siger jeg.
(til Arne)
Vel maa Jert Sind fyldes med Harm og
Vrede; men holder I mig svigfuld i Hu, da gjør I
mig Uskjæl, mere end billigt kan være. I mener der føres
en underfundig Leg med Jer; men sig mig, hvad skulde
friste mig og min Søn til Sligt? Har han ikke Ingeborg
kjær, hvor kunde han kaare sig en bedre Brud? Er
hun ikke vakker og djærv? Er hendes Fader ikke rig
og mægtig? Nævnes ikke hendes Slægt med hæderlige
Ord, saalangt den er kjendt?
Vrede; men holder I mig svigfuld i Hu, da gjør I
mig Uskjæl, mere end billigt kan være. I mener der føres
en underfundig Leg med Jer; men sig mig, hvad skulde
friste mig og min Søn til Sligt? Har han ikke Ingeborg
Faksimile
13.
kjær, hvor kunde han kaare sig en bedre Brud? Er
hun ikke vakker og djærv? Er hendes Fader ikke rig
og mægtig? Nævnes ikke hendes Slægt med hæderlige
Ord, saalangt den er kjendt?
Arne
.Men hvor kunde saa Olaf –
Den Lod jeg har fristet er værre end I mener. I
vil ynke mig og ikke vredes naar I faaer det at hø-
re. – Fra Solen randt imorges har jeg nu færdedes
heroppe for at finde ham igjen.
vil ynke mig og ikke vredes naar I faaer det at hø-
re. – Fra Solen randt imorges har jeg nu færdedes
heroppe for at finde ham igjen.
Arne
.Heroppe?
Ja, heroppe, for I maa da vide – I vil ræddes
derved – men ligegodt – Olaf er bjergtagen!
derved – men ligegodt – Olaf er bjergtagen!
Arne
.Hvad siger I, Fru Kirsten?
Han er bjergtagen! Ei kan det være andet. –
For tre Uger siden da Fæstensøllet var drukket paa
Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud paa den
næste Dag. Bleg var han og stur og stille med,
som jeg aldrig før havde seet ham. Saadan gik nu
Dagene, lidet talte han, i Sengen laa han for det
meste og vendte Hovedet ifra; men led det tilkvelds, da
var det ret som en sælsom Uro kom over ham, da sadlede
han sin Hest og red fra Gaarden, langt op i Lierne; –
men der var Ingen som turde følge ham og Ingen vid-
ste hvor han videre drog hen. Tro mig, det er onde
Vætter som har koglet hans Sind; stor er den Magt
de øve herinde; fra den Tid den store Landforsot gik
over Bygderne var det aldrig ret trygt her i Fjeldet;
der gaaer jo fast ingen Dag uden at Sæterjentene hø-
rer sælsomt Spil og Strengeleg, skjøndt intet Menneske
færdes der hvor det kommer fra.
For tre Uger siden da Fæstensøllet var drukket paa
Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud paa den
Faksimile
14.
næste Dag. Bleg var han og stur og stille med,
som jeg aldrig før havde seet ham. Saadan gik nu
Dagene, lidet talte han, i Sengen laa han for det
meste og vendte Hovedet ifra; men led det tilkvelds, da
var det ret som en sælsom Uro kom over ham, da sadlede
han sin Hest og red fra Gaarden, langt op i Lierne; –
men der var Ingen som turde følge ham og Ingen vid-
ste hvor han videre drog hen. Tro mig, det er onde
Vætter som har koglet hans Sind; stor er den Magt
de øve herinde; fra den Tid den store Landforsot gik
over Bygderne var det aldrig ret trygt her i Fjeldet;
der gaaer jo fast ingen Dag uden at Sæterjentene hø-
rer sælsomt Spil og Strengeleg, skjøndt intet Menneske
færdes der hvor det kommer fra.
Arne
.skulde Sligt være tænkeligt!
Give Gud det ikke var, men ei kan jeg mere
tvivle derpaa. Tre Døgn er det nu siden han sidst
var hjemme.
Faksimile
15.
tvivle derpaa. Tre Døgn er det nu siden han sidst
var hjemme.
Arne
.har I spurgt hvor han færdes?
Ak nei, det er ikke saavel. Heroppe saae en Skytte
ham igaar; men han var vild og sky som Renen; alle-
slags Urter havde han plukket, og dem strøede han
ud for sig hvor han gik og stod, og alt imens hviskede
han sælsomme Ord dertil. Saasnart det blev mig sagt
drog jeg ud med mine Folk, men vi har Intet fundet.
ham igaar; men han var vild og sky som Renen; alle-
slags Urter havde han plukket, og dem strøede han
ud for sig hvor han gik og stod, og alt imens hviskede
han sælsomme Ord dertil. Saasnart det blev mig sagt
drog jeg ud med mine Folk, men vi har Intet fundet.
Ingeborg
.Og Ingen traf I som kunde sige Jer –
I veed jo, Lien ligger øde.
5te Scene.
De Forrige. – Thorgjerd (kommer.)
Thorgjerd
.Olaf Liljekrans?
Nu ja, Du kjender ham vel.
Thorgjerd
.onde Mænd derude fra Bygderne?
Faksimile
16.
Onde?
Thorgjerd
.paa hans Moders Stuetag.
Du lyver, Spillemand!
Thorgjerd
.men kan ikke finde ham?
Ja, ja!
Thorgjerd
.sidder i Bjerget, han har ingen Nød!
Forbandede! at Du siger Sligt!
(Thorgjerd gaaer.)
6te Scene.
De Forrige, undtagen Thorgjerd.
(Gjæsterne og Fru Kirstens Følge gaa.)
(Gjæsterne og Fru Kirstens Følge gaa.)
Arne
.volde mig evig Skam om Brylluppet –
Følg med, følg med!
Ingeborg
.Vent Hemming! Fæst mine Skospender!
(gaaer ud til Venstre med Arne.)
Faksimile
17.
10de Scene.
Olaf Liljekrans. – Alfhild.
Alfhild
.følge Dig maa jeg, hvor Du færdes. (gaaer med Olaf.)
Chor af Brudefølget og Fru Kirstens Følge
.
(fjernt fra Skoven til Venstre)
Du agte Dig vel, Du fri din Sjæl
Fra listige Alfer i Lunden!
11te Scene.
Fru Kirsten og Hemming (komme ind fra Venstre)
Hemming
.see – nei, nu er han borte!
Og han sagde, at han ventede paa Bruden som
skulde komme?
skulde komme?
Hemming
.mente han ikke, det er vist.
Stille, gode Hemming! stille med det han har sagt!
Velgjort var det at Du lod mig alene vide han var
her. Rigelig skal Du lønnes derfor, men først maa
vi finde ham fat –
Velgjort var det at Du lod mig alene vide han var
her. Rigelig skal Du lønnes derfor, men først maa
Faksimile
18.
vi finde ham fat –
Hemming
.ja, forvist troer jeg – –
Stille, stille, det er Olaf!
Hemming
.en Kvinde staaer hos –
Alle gode Aander!
Hemming
.som om – der gaa de Begge!
Hent Herr Arne og vore Folk! Vi vil mødes her;
jeg bringer Olaf hid!
jeg bringer Olaf hid!
Hemming
.Men tør I ogsaa –?
Gjør som jeg siger; men ti vel med det Du har hørt
og seet. Du kan sige at Olaf drog herop for at
jage Reen og Bjørn og at han foer vild paa Fjeldet.
og seet. Du kan sige at Olaf drog herop for at
jage Reen og Bjørn og at han foer vild paa Fjeldet.
Hemming
.I kan lide paa mig, Fru Kirsten! (gaaer.)
Skulde det da være sandt? Skulde onde Vætter
have faaet Magt over ham? Ei, Sligt kan jeg
bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet troer jeg det
selv; – og dog siges der, at det tidt nok hente i for-
dums Tider. Men det er nok Alfekvinder af Kjød og
Blod som – – Der stiger han ned til Elven, jeg
maa rappe mig! (gaaer ud til Høire i Mellemgrunden.)
have faaet Magt over ham? Ei, Sligt kan jeg
bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet troer jeg det
Faksimile
19.
selv; – og dog siges der, at det tidt nok hente i for-
dums Tider. Men det er nok Alfekvinder af Kjød og
Blod som – – Der stiger han ned til Elven, jeg
maa rappe mig! (gaaer ud til Høire i Mellemgrunden.)
12te Scene.
Olaf og Alfhild (komme.) Senere Fru Kirsten
Olaf
.Det vil mig ilde, det vil mane mig til Bygden ned.
Fru Kirsten
(afsides, idet hun træder ind fra Baggrunden, uden at
bemærkes af de Øvrige)
Der er' de! Han taler; kunde jeg forstaa –!
(nærmer sig lyttende)
Chor af Bryllupsgjæster
(fra Skoven til Venstre)
Der de lystige Svende monne ride!
Faksimile
20.
Fru Kirsten
(afsides, under Choret.)
Himlen være lovet! Hemming har fortalt –!
Alfhild
Hvor vént det klinger! Olaf! see, see!
Fru Kirsten
Olaf, min Søn!
(iler hen til ham, useet af Alfhild.)
Olaf
Min Moder!
Fru Kirsten
Mit arme, forvildede Barn!
Nu er Du frelst fra den Ondes Garn!
Der kommer Herr Arne med Ingeborg, din Viv!
13de Scene.
Arne
.som jeg hører.
Javist, jeg har fundet ham – Og nu hjemad!
Olaf
.Mig! Hvad mener I?
(afbrydende)
Vist ikke, Herr Arne! Han foer vild
paa Jagten og –
paa Jagten og –
Ingeborg
.Men denne unge Kvinde –?
Et fattigt Barn! Hun har skjænket ham Ly og
Tilhold.
Tilhold.
Arne
.jo Ingen sin Bo heroppe.
En og Anden dog! Mangen enkelt Slægt holder end-
nu til mellem Fjeldene, siden Landfarsottens Tid.
nu til mellem Fjeldene, siden Landfarsottens Tid.
Olaf
.Min Moder! jeg kan ikke!
(sagte og bestemt.)
Du maa! Det vil volde Dig evig
Skjændsel ifald –
Skjændsel ifald –
Arne
.Hvad mener han?
Faksimile
22.
Han er syg og mødig endnu, det gaaer over; kom! –
(med et betydningsfuldt Blik til Olaf.) Den unge Kvin-
de følger med!
(med et betydningsfuldt Blik til Olaf.) Den unge Kvin-
de følger med!
Ingeborg
.I mener at hun –?
Trolig har hun pleiet ham; vel bør det sig at hun
lønnes derfor.
lønnes derfor.
Arne
Og imorgen holdes Gildet!
Imorgen! det sværger jeg høit og helligt!
Ingeborg
.nu skal jeg selv tage Vare derpaa!
(gaaer ud til Venstre med alle de Øvrige)
Anden Akt.
1ste Scene.
Fru Kirsten. Karle
og
Piger (beskjæftiget med
Tilberedelser til Gildet.)
Tilberedelser til Gildet.)
Lad der nu ikke fattes hverken i Fad eller Kruus.
(for sig selv.) Haardt holdt det og tungt har jeg stridt
før det kom saa vidt, men nu vil jeg ogsaa gjøre et
Gilde, som skal høres og spørges. (til Tyendet.) See
vel efter paa Bryllupsbordet om – dog nei, det vil
jeg selv gjøre. Vinen skal holdes i Sølvkanderne, de
store Drikkehorn skal fyldes med den vælske Most,
Øllet er kun for Huuskarlene, og den hjemmebryggede
Mjød ligesaa, – og hør, see vel til, at der findes nok
af gule Voxlys i Kirken, Brudefolkene skal ikke
for Alteret før sent paa Kvælden, med røde Blus
skal de lyses og følges didhen fra Gildestuen. Gaa nu
Alle, og tag vare paa det jeg har sat Jer til, hver
især. (Folkene gaa.) Gud veed, dette Bryllup koster
mere end jeg vel kan bære; men Ingeborg bringer god
Medgift og desforuden – o ja, Arne staaer vel til at
styres og raades, som det bedst lyster mig, naar han
først – (seer ud til Høire.) Der kommer Olaf! I-
fald jeg kun vidste at han – –
Faksimile
23.
(for sig selv.) Haardt holdt det og tungt har jeg stridt
før det kom saa vidt, men nu vil jeg ogsaa gjøre et
Gilde, som skal høres og spørges. (til Tyendet.) See
vel efter paa Bryllupsbordet om – dog nei, det vil
jeg selv gjøre. Vinen skal holdes i Sølvkanderne, de
store Drikkehorn skal fyldes med den vælske Most,
Øllet er kun for Huuskarlene, og den hjemmebryggede
Mjød ligesaa, – og hør, see vel til, at der findes nok
af gule Voxlys i Kirken, Brudefolkene skal ikke
for Alteret før sent paa Kvælden, med røde Blus
skal de lyses og følges didhen fra Gildestuen. Gaa nu
Alle, og tag vare paa det jeg har sat Jer til, hver
især. (Folkene gaa.) Gud veed, dette Bryllup koster
mere end jeg vel kan bære; men Ingeborg bringer god
Medgift og desforuden – o ja, Arne staaer vel til at
styres og raades, som det bedst lyster mig, naar han
Faksimile
24.
først – (seer ud til Høire.) Der kommer Olaf! I-
fald jeg kun vidste at han – –
2denScene.
Fru Kirsten. – Olaf (kommer)
Olaf
.Ak, kjære Moder min, er I der?
Retsaa, min Søn! Pyntet med Guld og Silke; det maa
jeg vel lide. Nu er det dog at kjendes paa Dig, hvo
der er Brudgom ikvæld. Jeg seer Du har hvilet Dig ud.
jeg vel lide. Nu er det dog at kjendes paa Dig, hvo
der er Brudgom ikvæld. Jeg seer Du har hvilet Dig ud.
Olaf
.thi jeg drømte imens.
En Brudgom maa drømme, det er gammel Skik.
Olaf
.lad os ikke tænke mere derpaa.
(afledende Samtalen)
Vi faa en lystig Dag, mener jeg.
Olaf
.som min Hædersdag huer Himlen.
Hvi saa?
Olaf
.Skyerne trække op i Vest.
Olaf
.hvad havde I saa gjort?
(betragter ham skarpt.)
Hvi spørger Du?
Olaf
.Svar mig først. Hvad havde I saa gjort?
Forbandet Dig og gaaet i Jorden af Sorg. Men sig
mig, hvi spørger Du?
mig, hvi spørger Du?
Olaf
.jeg tænkte lidet derved.
Det maa jeg vel tro; thi Du har altid holdt din
Æt i Agt og Ære. Men vær nu lystig og glad; i-
morgen sidder Ingeborg som din Viv derinde, da vil
Du finde baade Fred og Lykke.
Æt i Agt og Ære. Men vær nu lystig og glad; i-
morgen sidder Ingeborg som din Viv derinde, da vil
Du finde baade Fred og Lykke.
Olaf
.Een Ting fattes dertil.
Hvad mener Du?
Olaf
.og drysse ud for alle Vinde.
Den tossede Drøm; – tænk ikke mere derpaa.
Olaf
.baadede mig bedst om jeg kunde det.
Faksimile
26.
I Fruerstuen sidder din Fæstemø mellem sine Piger,
lidet har Du talt med hende idag. Vil Du ikke
gaa derind?
lidet har Du talt med hende idag. Vil Du ikke
gaa derind?
Olaf
.Jo, jo! Hvor er hun?
I Fruerstuen, som jeg sagde Dig.
Olaf
.en gylden Kjæde at bære.
Hvem taler Du om?
Olaf
.Om Alfhild!
Jeg talte om Ingeborg, din Fæstemø! – Olaf! Olaf!
Du gjør mig angst og bange, saa sælsom Du er. Næ-
sten kunde jeg fristes til at tro for Alvor, at hun
havde forhexet Dig.
Du gjør mig angst og bange, saa sælsom Du er. Næ-
sten kunde jeg fristes til at tro for Alvor, at hun
havde forhexet Dig.
Olaf
.saatidt jeg drages det til Minde.
Var hun en Hex, da skulde Baal og Brand være hen-
de sikkert; men hun er en listig, underfundig Kvinde,
som har lokket Dig med fager Tale.
de sikkert; men hun er en listig, underfundig Kvinde,
som har lokket Dig med fager Tale.
Faksimile
27.
Olaf
.Hun er reen som Guds Moder selv!
Ja, ja, see til! Men hvad som er, saa kom ihu,
at imorgen er Du ægteviet; baade Synd og Skjændsel
vilde det da volde Dig, om Du agtede mere paa hende.
at imorgen er Du ægteviet; baade Synd og Skjændsel
vilde det da volde Dig, om Du agtede mere paa hende.
Olaf
.Jeg fatter det vel, heel vel, min Moder!
Og Ingeborg som Du har trolovet og som har Dig
kjær, ja Olaf! kjær af Hjertet – Himlens Straf
vilde ramme Dig, ifald – –
kjær, ja Olaf! kjær af Hjertet – Himlens Straf
vilde ramme Dig, ifald – –
Olaf
.Vel sandt, vel sandt!
Ei vil jeg tale om vore egne Kaar; men vel skal
Du mærke Dig, at Arnes Datter kan hjælpe Mangt
og Meget paa Fode for os; stærkt er det gaaet til-
agters med vor Æt, og slaaer Sæden feil iaar, saa
skulde det lidet undres mig, om vi maatte tage Tig-
gerstaven i Haand.
Du mærke Dig, at Arnes Datter kan hjælpe Mangt
og Meget paa Fode for os; stærkt er det gaaet til-
agters med vor Æt, og slaaer Sæden feil iaar, saa
skulde det lidet undres mig, om vi maatte tage Tig-
gerstaven i Haand.
Olaf
.Jeg veed det nok.
Faksimile
28.
Med Arnes Penge kan det Altsammen bødes paa; en
hæde˹r˺lig Plads vil Du vinde blandt Kongens Mænd. Tænk
Dig vel om; har Du lovet Alfhild mere end Du kan
holde – og mig tykkes at mærke noget Sligt hos hende,
saa stille hun end gaaer med det – saa tal med hende
derom. Sig hende, nu ja, sig hende hvad Du selv vil;
tomhændet skal hun ikke gaa herfra, det kan Du frit
love. See der kommer hun! Olaf, min Søn! tænk
paa din Fæstemø og paa din stolte Æt, tænk paa din
gamle Moder, som maatte gaa i Jorden af Blussel ifald
– vær Mand, Olaf! Nu gaaer jeg ind og seer efter
Gildebordet. (gaaer ind i Huset.)
hæde˹r˺lig Plads vil Du vinde blandt Kongens Mænd. Tænk
Dig vel om; har Du lovet Alfhild mere end Du kan
holde – og mig tykkes at mærke noget Sligt hos hende,
saa stille hun end gaaer med det – saa tal med hende
derom. Sig hende, nu ja, sig hende hvad Du selv vil;
tomhændet skal hun ikke gaa herfra, det kan Du frit
love. See der kommer hun! Olaf, min Søn! tænk
paa din Fæstemø og paa din stolte Æt, tænk paa din
gamle Moder, som maatte gaa i Jorden af Blussel ifald
– vær Mand, Olaf! Nu gaaer jeg ind og seer efter
Gildebordet. (gaaer ind i Huset.)
4de Scene.
Olaf. – Alfhild. –
Olaf
.Alle Engle drysse sin Fred i dit Sind!
Faksimile
29.
(gaaer mod Huset, men standses af Fru Kirsten.)
(kommer fra Høire og standser Olaf.)
5te Scene.
De Forrige. Fru Kirsten.
(sagte)
Nu, min Søn! ei sandt, Du har vel sagt
hende –?
hende –?
Olaf
.aldrig, aldrig møde hende mere. (gaaer.)
Den Daarskab vil snart brændes ud af ham, hvis –
– (som om hun pludselig fik et Indfald.) Men ifald
jeg – {Ha} ˹A˺, ha, vilde det lykkes, da var han helbredet,
det lover jeg for. Men Alfhild –? Nu ja, lige-
godt, det maa fristes.
– (som om hun pludselig fik et Indfald.) Men ifald
jeg – {Ha} ˹A˺, ha, vilde det lykkes, da var han helbredet,
det lover jeg for. Men Alfhild –? Nu ja, lige-
godt, det maa fristes.
Alfhild
.Olaf er mig jo huld og god!
(nærmer sig.)
Det bæres mig for som tunge Tanker
ligge Dig paa Sinde?
ligge Dig paa Sinde?
Alfhild
.som jeg nys har lært.
Faksimile
30.
Af Olaf?
Alfhild
.han har sagt mig –
Jeg veed det, Alfhild! jeg veed hvad han har sagt.
(afsides) Han har nævnt sit Bryllup for hende, kan
jeg skjønne. (høit.) Og alt ikvæld skal det gaa for sig.
(afsides) Han har nævnt sit Bryllup for hende, kan
jeg skjønne. (høit.) Og alt ikvæld skal det gaa for sig.
Alfhild
.Hvad skal gaa for sig?
Brylluppet!
Alfhild
.O ja, det veed jeg!
Du veed det og tager det ikke tungere end saa?
Alfhild
.hvi skulde jeg tage det tungt?
(afsides)
Der er Noget hun pønser paa, det skjøn-
ner jeg grant. (høit.) Nu, saameget bedre er det
for os Alle! Men sig mig, naar Gildet er Slut,
hvad agter Du Dig saa til?
ner jeg grant. (høit.) Nu, saameget bedre er det
for os Alle! Men sig mig, naar Gildet er Slut,
hvad agter Du Dig saa til?
Alfhild
.Det har jeg lidet tænkt paa.
Alfhild
.Jeg er tilsinds at blive!
(afsides.)
Der har vi det, hun tænker at holde ham
i sin Snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal
vi strides om. (høit.) Alfhild! jeg under Dig alt Godt
og dersom Du turde lide paa mig –
i sin Snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal
vi strides om. (høit.) Alfhild! jeg under Dig alt Godt
og dersom Du turde lide paa mig –
Alfhild
.Ja, det tør jeg forvist!
Nu godt, saa lader Du mig raade for din Lykke.
Jeg vil tage mig af Dig, som jeg bedst kan og veed,
og ifald Du giver dit Minde dertil, saa skal Du end-
nu ikvæld gaa som Brud til Kirken.
Jeg vil tage mig af Dig, som jeg bedst kan og veed,
og ifald Du giver dit Minde dertil, saa skal Du end-
nu ikvæld gaa som Brud til Kirken.
Alfhild
.Ja, det veed jeg jo.
(studsende)
Du veed det! Hvo har da sagt Dig?
Alfhild
.Det har Olaf selv sagt.
Olaf? (afsides.) Skulde Olaf –? Ja, forsandt, han
har havt den samme Tanke som jeg, at gifte hende
bort for at skille sig af med hende! Eller kanhænde
for at – nu, ligegodt, er hun først bortgiftet, og er
Olaf ligeledes paa sin Side bleven Ægtemand, saa –
(høit.) Ja, ja, godt, Alfhild! naar Olaf har sagt vor
Hensigt med Dig, saa har jo ikke jeg fornødent at –
Men skynd Dig nu, gaa derind i Staburet, der hænger
min egen Bryllupsklædning, den skal Du bære!
har havt den samme Tanke som jeg, at gifte hende
Faksimile
32.
bort for at skille sig af med hende! Eller kanhænde
for at – nu, ligegodt, er hun først bortgiftet, og er
Olaf ligeledes paa sin Side bleven Ægtemand, saa –
(høit.) Ja, ja, godt, Alfhild! naar Olaf har sagt vor
Hensigt med Dig, saa har jo ikke jeg fornødent at –
Men skynd Dig nu, gaa derind i Staburet, der hænger
min egen Bryllupsklædning, den skal Du bære!
Alfhild
.Din egen Bryllupsklædning!
Gjør som jeg siger. Gaa derind og klæd Dig paa,
saa prægtigt Du lyster.
saa prægtigt Du lyster.
Alfhild
.Og faaer jeg ogsaa Brudekrone?
Javist! Brudekrone og Sølvringe og røde Guldbaand.
Du vil finde nok deraf i Kister og Skabe.
Du vil finde nok deraf i Kister og Skabe.
Alfhild
.Sølvringe og røde Guldbaand!
Gaa, gaa! og rap Dig saa alt hvad Du kan.
Alfhild
.Jeg faaer Brudekrone og røde Guldbaand. (iler ud.)
Faksimile
33.
6te Scene.
Fru Kirsten (alene.)
Den onde, forbandede Kvinde! Saa glad og trøstig
er hun, skjøndt hun veed at Olaf skal for Altret
med en Anden. Men saaledes er det mig ret tilpas;
det gaaer lettere end jeg tænkte. Hun seer saa
skyldfri ud som et Barn, og dog kan hun samtykke
i, at tage til Huusbond, den jeg først vælger for hen-
de. Og jeg som tænkte at Olaf var hende isandhed
kjær; har han endnu ikke faaet Forvisning om hen-
des rette Sindelag, saa skal han snart faa det. –
Han skal kjende hende tilbunds, han skal vide
hvi hun har koglet og lokket for ham, og saa,
ja saa er hun ham ikke længer farlig. (smilende.)
See, see! Olaf tænkte dog paa den samme Frelse
som jeg; saa snild havde jeg ikke holdt ham for at
være. – Men hvor finde vi den Svend, som er villig
til – Nu, vakker er hun, og paa Sølv og en liden
Grund dertil, skal det ikke komme an. Skulde Olaf
allerede have talt til Nogen derom? Det er ikke
tænkeligt! – Nu, saa vil jeg sørge for den Sag. Jeg
har jo Huuskarle nok paa Gaarden og – (seer ud til
Høire.) Hemming! om jeg prøvede med ham! Men
han saae dem jo sammen paa Fjeldet igaar, han maa
vel vide, at der er Noget mellem de to. Men ikke
desmindre – han er en ringe Svend, og derhos fattig
og veg af Sind – vi faa see, vi faa see!
er hun, skjøndt hun veed at Olaf skal for Altret
med en Anden. Men saaledes er det mig ret tilpas;
det gaaer lettere end jeg tænkte. Hun seer saa
skyldfri ud som et Barn, og dog kan hun samtykke
i, at tage til Huusbond, den jeg først vælger for hen-
de. Og jeg som tænkte at Olaf var hende isandhed
kjær; har han endnu ikke faaet Forvisning om hen-
des rette Sindelag, saa skal han snart faa det. –
Han skal kjende hende tilbunds, han skal vide
hvi hun har koglet og lokket for ham, og saa,
ja saa er hun ham ikke længer farlig. (smilende.)
See, see! Olaf tænkte dog paa den samme Frelse
som jeg; saa snild havde jeg ikke holdt ham for at
Faksimile
34.
være. – Men hvor finde vi den Svend, som er villig
til – Nu, vakker er hun, og paa Sølv og en liden
Grund dertil, skal det ikke komme an. Skulde Olaf
allerede have talt til Nogen derom? Det er ikke
tænkeligt! – Nu, saa vil jeg sørge for den Sag. Jeg
har jo Huuskarle nok paa Gaarden og – (seer ud til
Høire.) Hemming! om jeg prøvede med ham! Men
han saae dem jo sammen paa Fjeldet igaar, han maa
vel vide, at der er Noget mellem de to. Men ikke
desmindre – han er en ringe Svend, og derhos fattig
og veg af Sind – vi faa see, vi faa see!
7de Scene.
Fru Kirsten. Hemming (kommer)
Hemming
.glytte til den Side jeg gaaer.
(sagte, idet hun nærmer sig.)
Lidt vaerlig faaer
jeg være. (høit.) See, Hemming, er det Dig? Du
færdes helst alene, mærker jeg; Tærnerne og de
unge Karle holder Du Dig fra; naar jeg fornem-
mer Sligt, saa skjønner jeg vel, at det ikke skeer
uden skjællig Grund.
jeg være. (høit.) See, Hemming, er det Dig? Du
Faksimile
35.
færdes helst alene, mærker jeg; Tærnerne og de
unge Karle holder Du Dig fra; naar jeg fornem-
mer Sligt, saa skjønner jeg vel, at det ikke skeer
uden skjællig Grund.
Hemming
.min høie Frue! hvad skulde –
Jo, Hemming! der er Noget, som Du gaaer og
bærer paa iløn; Du er ikke freidig tilsinds!
bærer paa iløn; Du er ikke freidig tilsinds!
Hemming
.Ikke freidig? Jeg?
(smilende)
Her er idag en ung og vakker Kvinde,
som huer Dig godt.
som huer Dig godt.
Hemming
.Alle Helgene!
Og hun er Dig god igjen.
Hemming
.Ikke veed jeg hvem I mener.
Ei, Hemming, tal ikke saa, for mig skal Du
lidet blues. Jo, jo, jeg seer grant kan Du tro.
lidet blues. Jo, jo, jeg seer grant kan Du tro.
Hemming
.maa have mærket paa Ingeborg at –
Faksimile
36.
Jeg har vel seet, at Bryllupsgildet volder Dig
liden Gammen. Kirkefærden er Dig imod, efterdi
Du selv gad vandre med som Brudgom, men seer ei
Udvei dertil.
liden Gammen. Kirkefærden er Dig imod, efterdi
Du selv gad vandre med som Brudgom, men seer ei
Udvei dertil.
Hemming
.min ædle, høie Frue! fortørnes ikke.
(forundret.)
Jeg? Hvi skulde vel jeg fortørnes?
Hemming
.troer jeg forvist at hun har med.
Hun? Hun har da sagt Dig, at hun er Dig god?
Hemming
.Ja, næsten!
Retvel, retvel, saa I har talt tilhobe derom?
Hemming
.Kun een eneste Gang, det sværger jeg.
Een eller ti Gange, det er mig lige kjært. –
(afsides) De er da alt enige; stor Lykke havde
jeg med mig, at jeg traf paa Hemming; nu un-
drer mig ikke, at Alfhild var saa villig til at
træde for Alteret. (høit.) Hemming! jeg staaer
i megen Gjæld til Dig, efterdi Du fandt min Søn igjen
og ellers var mig til Villie; nu kan jeg gjøre Vederlag,
jeg vil af al Magt staa Dig bi i den Sag vi nys tal-
te om.
(afsides) De er da alt enige; stor Lykke havde
jeg med mig, at jeg traf paa Hemming; nu un-
drer mig ikke, at Alfhild var saa villig til at
træde for Alteret. (høit.) Hemming! jeg staaer
Faksimile
37.
i megen Gjæld til Dig, efterdi Du fandt min Søn igjen
og ellers var mig til Villie; nu kan jeg gjøre Vederlag,
jeg vil af al Magt staa Dig bi i den Sag vi nys tal-
te om.
Hemming
.hvad mener I han vil sige?
Han vil ei lægge Dig Sten iveien, det skal jeg
vel sørge for.
vel sørge for.
Hemming
.hun er ham ei god af Hjertet.
(smilende)
Det har jeg vel mærket, Hemming!
Hemming
.at Hr. Arne vil give sit Minde?
Din Huusbond? Jeg skal vide at tale ham tilrette,
det vil nok lykkes.
det vil nok lykkes.
Hemming
.jeg er jo dog saa fattig en Svend.
Det skal nok jeg bøde paa, ifald ikke Hr. Arne
selv er rede dertil.
selv er rede dertil.
Hemming
.Himlen lønne Jer for Eders gode Sind.
Faksimile
38.
Men Du tier vel med det, vi her har talt sammen.
Hemming
.Det lover jeg.
Saa hold Dig rede, herude samles Gjæsterne om føie
Tid, vær saa ikke langt fra Haanden. (gaaer op mod
Staburdøren og speider efter Alfhild.)
Tid, vær saa ikke langt fra Haanden. (gaaer op mod
Staburdøren og speider efter Alfhild.)
Arne
.Hemming! Hemming!
(kommer ned i Forgrunden)
Din Huusbond kalder!
Gaa nu! Siden skal jeg tale med ham; han føier
sig nok. Tro mig han skal følge sin Svend til
Kirken i samme Stund han fører sin Datter did.
Gaa nu! Siden skal jeg tale med ham; han føier
sig nok. Tro mig han skal følge sin Svend til
Kirken i samme Stund han fører sin Datter did.
Hemming
.en god Gjerning mod os Alle. (gaaer)
(for sig selv.)
Saa ung er hun og dog saa under-
fundig; hun har leflet med Hemming, alt imedens
hun bildte min Søn ind at – – Godt, han skal snart
lære hendes Kunster at kjende. Men først maa jeg
have Herr Arne fat; han holder meget af Hemming,
vil nødig skilles fra ham; det lod ogsaa som Hemming
frygtede for at det skulde være til Hinder; men de kan
jo mageligt blive sammen, om end Hemming gifter sig.
– Hemming seer ellers mere grant i Tingen end jeg
tænkte mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han;
han har da altsaa mærket, at Alfhild endnu ligger
min Søn paa Hjertet. Nu, lad ham det; tager han
hende, saa tier han ogsaa, og er Alfhild først gift –
jeg kjender Olaf; han har stedse sat høi Priis paa,
at staa i Agt og Ære hos Bygdens Mænd, og derfor
vil han vel – ja, ja, det maa, det skal lykkes.
(gaaer ud til Høire.)
fundig; hun har leflet med Hemming, alt imedens
hun bildte min Søn ind at – – Godt, han skal snart
lære hendes Kunster at kjende. Men først maa jeg
have Herr Arne fat; han holder meget af Hemming,
Faksimile
39.
vil nødig skilles fra ham; det lod ogsaa som Hemming
frygtede for at det skulde være til Hinder; men de kan
jo mageligt blive sammen, om end Hemming gifter sig.
– Hemming seer ellers mere grant i Tingen end jeg
tænkte mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han;
han har da altsaa mærket, at Alfhild endnu ligger
min Søn paa Hjertet. Nu, lad ham det; tager han
hende, saa tier han ogsaa, og er Alfhild først gift –
jeg kjender Olaf; han har stedse sat høi Priis paa,
at staa i Agt og Ære hos Bygdens Mænd, og derfor
vil han vel – ja, ja, det maa, det skal lykkes.
8de Scene.
Hemming. Arne.
Arne
.er nu det en Mørkets Gjerning, at gifte sig?
Faksimile
40.
9de Scene.
De Forrige. – Fru Kirsten, Olaf, Ingeborg, Gjæ-
ster samt Karle og Piger (komme efterhaanden ind fra
forskjellige Sider)
ster samt Karle og Piger (komme efterhaanden ind fra
forskjellige Sider)
(for sig selv.)
Jeg har ikke truffet Olaf alene; men
naar jeg tænker mig om, saa er det ogsaa bedst, at
han Intet veed deraf forinden det gaaer for sig. (sagte
til Hemming, der har talt hviskende med Ingeborg.)
Nu, Hemming! hvordan mener Du din Huusbond er
sindet?
naar jeg tænker mig om, saa er det ogsaa bedst, at
han Intet veed deraf forinden det gaaer for sig. (sagte
til Hemming, der har talt hviskende med Ingeborg.)
Nu, Hemming! hvordan mener Du din Huusbond er
sindet?
Hemming
.hvis ikke I hjælper til.
Ei, det kommer vi nok udaf. (blander sig mellem
Gjæsterne)
Gjæsterne)
Olaf
.hvor gaaer det hende?
Vel nok, som jeg forud vidste.
Olaf
.Hun veed da at trøste sig?
Faksimile
41.
(smilende)
Det lader saa. Vent kun lidt! Endnu
i Kvæld skal Du faa Vished derfor.
i Kvæld skal Du faa Vished derfor.
Olaf
.Hvad mener I?
Jeg mener at hun er en listig Hex! Alle hendes
fagre Ord har været Svig og Bedrag.
fagre Ord har været Svig og Bedrag.
Olaf
.Nei, nei, min Moder!
Det faaer vi nu at see! Alfhild er fro og glad,
saameget veed jeg.
saameget veed jeg.
Olaf
.Vel mig om saa var!
(høit og afmaalt.)
Herr Arne fra Guldvik! Nu er
da omsider den Time kommen, som jeg mener vi Alle
har stundet efter.
da omsider den Time kommen, som jeg mener vi Alle
har stundet efter.
Hemming
.Der bryder det løs!
Snart skal Kirken lyse sin Fred over vore Børn og
knytte dem sammen til et langt og kjærligt Samliv.
knytte dem sammen til et langt og kjærligt Samliv.
Hemming
.Hvad nu?
Faksimile
42.
Vilkaarene ere vi jo enige om. Men jeg tænker
vi her endnu engang besegle dem med Haand og Mund.
vi her endnu engang besegle dem med Haand og Mund.
Arne
.som en ærlig Mand.
Det veed jeg vel, Herr Arne! men det er snart
gjort. Først skal til evindelige Tider hver Splid og
Ufred mellem vore Slægter være forbi, – og den U-
gavn og Skade, som de gamle Tvistigheder har voldt
paa baade Sider, skal Ingen kræve Fyldest for;
det maa bæres, som Enhver bedst veed og kan. Ei
sandt, det love vi?
gjort. Først skal til evindelige Tider hver Splid og
Ufred mellem vore Slægter være forbi, – og den U-
gavn og Skade, som de gamle Tvistigheder har voldt
paa baade Sider, skal Ingen kræve Fyldest for;
det maa bæres, som Enhver bedst veed og kan. Ei
sandt, det love vi?
Hemming
.saa forbandet Du løi for mig!
Dernæst er at nævne, hvad vi alt ere enige om, at
Grændseskjællet mellem Hr. Arnes Enemærker og mine,
skal flyttes saa langt ind paa hans Grund, som gode
og uvillige Mænd have skjønnet at være ret og billigt.
Grændseskjællet mellem Hr. Arnes Enemærker og mine,
skal flyttes saa langt ind paa hans Grund, som gode
og uvillige Mænd have skjønnet at være ret og billigt.
Arne
.det faaer vel saa være!
Faksimile
43.
Det love vi da?
Gjæsterne
.Det love vi!
Endelig giver Herr Arne sin Datter til Medgift
saameget af Sølv, Linklæder og andet Bohave, som
nævnt og opsat er ved Fæstensøllet, og bør det sig
alt tilhobe at være her tilstede paa Gaarden, fra den
Dag Jomfru Ingeborg er flyttet herind som min Søns
Ægtehustru, hvilket skeer ikvæld. Derom ere vi
jo enige?
saameget af Sølv, Linklæder og andet Bohave, som
nævnt og opsat er ved Fæstensøllet, og bør det sig
alt tilhobe at være her tilstede paa Gaarden, fra den
Dag Jomfru Ingeborg er flyttet herind som min Søns
Ægtehustru, hvilket skeer ikvæld. Derom ere vi
jo enige?
Gjæsterne
.Det love og vidne vi!
Saa række da Brud og Brudgom hinanden Hænder
for at gaa til Gildebordet og derfra til Kirken.
for at gaa til Gildebordet og derfra til Kirken.
Hemming
.at jeg stolede paa hende.
Men paa denne frydelige Dag, bør det sig os at
glæde saa Mange som skee kan. Og derfor har jeg
en Bøn til Eder, Herr Arne!
glæde saa Mange som skee kan. Og derfor har jeg
en Bøn til Eder, Herr Arne!
Faksimile
44.
Hemming
.Hvad agter hun sig nu til?
Der er endnu et Par unge Folk, som gjerne gad
følges til Brudeskamlen ikvæld; de ere indbyrdes enige,
efter hvad jeg hører. Bruden skal jeg sørge for,
men Brudgommen maa I hjælpe tilrette; det er
Hemming, Eders Svend, og Alfhild!
følges til Brudeskamlen ikvæld; de ere indbyrdes enige,
efter hvad jeg hører. Bruden skal jeg sørge for,
men Brudgommen maa I hjælpe tilrette; det er
Hemming, Eders Svend, og Alfhild!
Olaf
.det skal ikke skee! Aldrig, aldrig!
Stille! – Olaf, min søn! vær stille! jeg beder Dig.
Arne
.skille Jer af med hende. Ha ha!
(med tvungen Fatning.)
Herr Arne! hvor kan I tro
Sligt?
Sligt?
Arne
.skjællig Grund til at bryde Forliget.
(sagte og forskrækket.)
Bryde Forliget! Jeg beder
Jer! Vil I beskjæmme os Alle? (de tale sagte sammen.)
Jer! Vil I beskjæmme os Alle? (de tale sagte sammen.)
Arne
.Hvad siger Du?
Himmelen staa os bi!
Faksimile
45.
Arne
.Hvad gaaer der af hende?
(sagte)
Saadan er det fat! Hende, hende er det,
som har Hemming kjær! (sagte og bestemt til Arne.)
Agter I nu længere at bryde Forliget? Der seer I
selv paa Jer Datters Færd, hvad Aarsag jeg havde til
at faa Hemming gift!
som har Hemming kjær! (sagte og bestemt til Arne.)
Agter I nu længere at bryde Forliget? Der seer I
selv paa Jer Datters Færd, hvad Aarsag jeg havde til
at faa Hemming gift!
Arne
.Kunde I tænke Jer, at hun –
Stil Jer kun ikke slig an! Ingeborg har Sind til
Eders Huuskarl; nu skulde jeg mene, at jeg har
skjællig Grund til at bryde vort Forlig!
Eders Huuskarl; nu skulde jeg mene, at jeg har
skjællig Grund til at bryde vort Forlig!
Arne
.At volde mig slig Tort!
(spottende)
Ja, for ellers vilde jo I gjøre det!
Arne
.det er bedst vi tie, begge To!
(for sig selv.)
See saa, nu har jeg vundet! Jeg
kjender Olaf; en forhaanet Kvinde vil ikke friste
ham!
kjender Olaf; en forhaanet Kvinde vil ikke friste
ham!
Faksimile
46.
10de Scene.
De Forrige. Alfhild. (kommer ubemærket.)
Arne
.saa lidet tilpas at Olaf fik hende.
(har imidlertid gjenvundet sin Fatning.)
Og nu til
Gildesalen! Hemming kan vi siden tænke paa. –
Olaf tag Bruden ved Haand!
Gildesalen! Hemming kan vi siden tænke paa. –
Olaf tag Bruden ved Haand!
Gjæsterne
.Hvordan, hun tager Olaf? (Forbauselse)
(afsides.)
Saavidt har han da drevet det! (høit
til Alfhild.) Du feiler! Det er ikke din Brudgom!
til Alfhild.) Du feiler! Det er ikke din Brudgom!
Ingeborg
.Han har da lovet hende –!
(i stærkt Oprør.)
Olaf er ikke din Brudgom, siger
jeg. Sig hende det selv, min Søn!
jeg. Sig hende det selv, min Søn!
Olaf
. (tier. – Fru Kirstens Frænder see forlegne paa hinanden.
Arnes Slægtninge nærme sig truende.)
(med hævet Stemme)
Olaf Liljekrans! Svar høit
og lydt! Det kræves med Rette af Dig.
og lydt! Det kræves med Rette af Dig.
Faksimile
47.
Arne
.Christ fri mig! hans Forstand er borte!
Ei, vær kun trøstig; det er snart forbi, – jeg
kjender ham. (gaaer og trækker Arne med sig.)
kjender ham. (gaaer og trækker Arne med sig.)
11te Scene
Alfhild (ene)
Alfhild
At jeg kunde mig derover tildøde lee!
(gaaer hen til Huset og lytter, medens følgende Chor
høres dæmpet indenfor.)
Chor af Bryllupsgjæster
(udenfor Scenen)
Hil og sæl baade Brudgom og Brud,
De sidde i Lyst og Gammen herinde.
Herr Olaf er sig en Ridder prud,
Skjøn Ingeborg saa veen en Kvinde!
Faksimile
48.
Tredie Akt.
4d Scene.
Ingeborg. Hemming.
Ingeborg
.heroppe kan vi være trygge og – (lytter)
Udenfor til Høire høres langt borte følgende
Chor:
Chor:
Afsted, afsted, at finde
Alfhild, den onde Kvinde;
For vor Sorg og Møde
Skal hun med Livet bøde!
5te Scene.
Olaf. – Ingeborg.
Ingeborg
.Hvor vi mødes – bare ikke for Alteret.(De gaa.)
6te Scene.
Fru Kirsten, Arne fra Guldvik, Bryllupsgjæster,
Bønder og Huuskarle, (komme Alle fra Høire.)
Bønder og Huuskarle, (komme Alle fra Høire.)
Faksimile
49.
See, her vil vi begynde Jagten. Vore Folk maa
spredes ad og søge rundt om Vandet; – hun skal her-
frem og da – Vee, vee hende! der er ikke Naade og
Barmhjertighed i mit Sind.
spredes ad og søge rundt om Vandet; – hun skal her-
frem og da – Vee, vee hende! der er ikke Naade og
Barmhjertighed i mit Sind.
Arne
.Hvad vil I da gjøre?
Holde Dom over hende – lige paa Stedet, der hun
træffes! Den Udaad hun har øvet paa mine Ene-
mærker har jeg Magt og Myndighed til at straffe
efter Ret og Skjøn.
træffes! Den Udaad hun har øvet paa mine Ene-
mærker har jeg Magt og Myndighed til at straffe
efter Ret og Skjøn.
Arne
.vindes ikke derved tilbage.
Nei, men jeg faaer Hævn over hende og det er ingen
ringe Vinding. Hævn, Hævn maa jeg have, ifald
jeg skal bære og overleve mit Tab og al den Skam hun
har paaført mig. Uveiret inat har fordærvet hele
Aarets Grøde for mig, ikke et uskadt Straa staaer
igjen paa min Ager, og herinde, hvor hun selv har
sagt, at hun holder til, her blomstrer og trives det
Alt saa rigt, som jeg aldrig har seet! Er det ikke
hemmelige Kunsters Virkning? Olaf har hun hildet
saa fast i sit djævelske Garn, at han, inat i det
vildeste Uveir, flygtede af Bygden for at følge hen-
de. Mit Huus har hun brændt af lige til Grunden;
alle Luger og Døre havde hun stengt udenfra; – det
var et Guds Under at Huuskarlene bragte betimelig
Hjælp!
ringe Vinding. Hævn, Hævn maa jeg have, ifald
jeg skal bære og overleve mit Tab og al den Skam hun
har paaført mig. Uveiret inat har fordærvet hele
Aarets Grøde for mig, ikke et uskadt Straa staaer
igjen paa min Ager, og herinde, hvor hun selv har
Faksimile
50.
sagt, at hun holder til, her blomstrer og trives det
Alt saa rigt, som jeg aldrig har seet! Er det ikke
hemmelige Kunsters Virkning? Olaf har hun hildet
saa fast i sit djævelske Garn, at han, inat i det
vildeste Uveir, flygtede af Bygden for at følge hen-
de. Mit Huus har hun brændt af lige til Grunden;
alle Luger og Døre havde hun stengt udenfra; – det
var et Guds Under at Huuskarlene bragte betimelig
Hjælp!
Arne
.Ingeborg og min Svend, Hemming!
Ei, ei, Herr Arne! I maa ikke reent fortvivle
endnu. Ingeborg kan nok være sluppen derfra; Al-
le vi Andre kom jo uskadte ud, trods den forban-
dede Hexekvindes List; – Ingeborg er bleven for-
vildet af Skrækken og er flygtet et Sted hen.
endnu. Ingeborg kan nok være sluppen derfra; Al-
le vi Andre kom jo uskadte ud, trods den forban-
dede Hexekvindes List; – Ingeborg er bleven for-
vildet af Skrækken og er flygtet et Sted hen.
Arne
.det veed jeg vist!
Faksimile
51.
Hvi saa?
Arne
.O, jeg kjender ham!
Ja, hvordan end er, Alfhild maa vi fange; hun
skal forhøres, dømmes og fældes; jeg har Ugjerninger
nok at paasige hende.
skal forhøres, dømmes og fældes; jeg har Ugjerninger
nok at paasige hende.
Arne
.borte baade med Sadel og Bidsel.
(afsides.)
Ingeborg og Hemming borte, og hans Hest
ligesaa; var jeg i hans Sted, jeg veed nok hvad jeg
vilde tro. (høit.) Nu bryde vi op og deles ad i smaa
Hobe; den som først faaer Øie paa Alfhild blæser
i Horn eller Luur; de Andre lytte derefter og følge
Lyden til vi samles. (gaaer tilligemed de Øvrige.)
ligesaa; var jeg i hans Sted, jeg veed nok hvad jeg
vilde tro. (høit.) Nu bryde vi op og deles ad i smaa
Hobe; den som først faaer Øie paa Alfhild blæser
i Horn eller Luur; de Andre lytte derefter og følge
Lyden til vi samles. (gaaer tilligemed de Øvrige.)
7de Scene.
Alfhild (alene.)
Alfhild
.Baade her og hist er kun Gravens Læ!
(vil gaa.)
Faksimile
52.
8de Scene.
Alfhild. – Fru Kirsten, Arne, Bryllupsgjæster,
Bønder og Karle (komme fra forskjellige Sider)
Senere Olaf Liljekrans.
Bønder og Karle (komme fra forskjellige Sider)
Senere Olaf Liljekrans.
Der er hun! Staa stille, Alfhild! Prøv ikke
paa at undkomme, ellers skyde vi Dig ned.
paa at undkomme, ellers skyde vi Dig ned.
Alfhild
.Hvad vil Du mig?
Det skal Du tidsnok erfare! (peger paa Bylten.)
Hvad bærer Du der?
Hvad bærer Du der?
Alfhild
.Min Moders Arv!
Giv hid! See, see, en Sølvkrone! Forsandt,
Alfhild! er Du din Moders eneste Datter, da
frygter jeg stærkt, at Brudekronen ikke mere
vil trænges om i hendes Æt. (til Karlene) I
binde hende! Hun staaer der og lader saa
sorgløs i Sind; Ingen kan vide hvad hun pønser
paa.
Alfhild! er Du din Moders eneste Datter, da
frygter jeg stærkt, at Brudekronen ikke mere
vil trænges om i hendes Æt. (til Karlene) I
binde hende! Hun staaer der og lader saa
sorgløs i Sind; Ingen kan vide hvad hun pønser
Faksimile
53.
paa.
Alfhild
(bindes.)
(høit og med undertrykt Lidenskabelighed.)
Retten
er sat. Som I Alle vide har jeg lovlig Hævd og
Adkomst til at værne om mine Enemærker, til at
fælde Dom efter Landets Lov over hver den, der
gjør mig Uskjel paa min egen Grund. Dette er,
hvad Du, Alfhild! har fordristet Dig til og derfor
staaer Du nu her som Anklaget for din Dommer.
Forsvar Dig om Du kan, men glem ikke at det
gjælder Livet.
er sat. Som I Alle vide har jeg lovlig Hævd og
Adkomst til at værne om mine Enemærker, til at
fælde Dom efter Landets Lov over hver den, der
gjør mig Uskjel paa min egen Grund. Dette er,
hvad Du, Alfhild! har fordristet Dig til og derfor
staaer Du nu her som Anklaget for din Dommer.
Forsvar Dig om Du kan, men glem ikke at det
gjælder Livet.
Arne
.Men hør, Fru Kirsten!
Forlad mig, Herr Arne! Jeg er i min Ret og
den vil jeg holde paa. (til Alfhild.) Træd frem og
svar mig!
den vil jeg holde paa. (til Alfhild.) Træd frem og
svar mig!
Alfhild
.Spørg Du kun, jeg skal svare!
Faksimile
54.
Mange og haarde ere de Beskyldninger, som rei-
ses mod Dig. Først og fremst paasiger jeg Dig her,
ved ugudelige Kunster at have daaret min Søn, O-
laf Liljekrans, saa at hans Sind og Tanker vendte
sig fra hans Fæstemø, som han havde trolovet, –
saa at han, syg i Hjertet, ingen Dag fandt Fred
i sit Hjem, men drog hid op til denne ukjendte
Dal, hvor Du har holdt til. Alt Sligt kan ik-
ke være tilgaaet paa vanlig Viis; Du er derfor
sigtet for Trolddom, forsvar Dig om Du kan.
ses mod Dig. Først og fremst paasiger jeg Dig her,
ved ugudelige Kunster at have daaret min Søn, O-
laf Liljekrans, saa at hans Sind og Tanker vendte
sig fra hans Fæstemø, som han havde trolovet, –
saa at han, syg i Hjertet, ingen Dag fandt Fred
i sit Hjem, men drog hid op til denne ukjendte
Dal, hvor Du har holdt til. Alt Sligt kan ik-
ke være tilgaaet paa vanlig Viis; Du er derfor
sigtet for Trolddom, forsvar Dig om Du kan.
Alfhild
.og de skulde ikke blues derover.
Nok, nok! Du føier endnu Bespottelser til din
Brøde. Vee Dig, Alfhild! hvert et Ord tynger
med i Skaalen. Dog, Du om det! (til de Øvrige.)
Jeg æsker Eder Alle til Vidne paa hendes Svar. (ven-
der sig til Alfhild.) Jeg beskylder Dig dernæst for
atter igjen inat at have, ved de samme hemmelige
Kræfter, trukket Olaf her op, samt at Du holder
ham gjemt herinde!
Brøde. Vee Dig, Alfhild! hvert et Ord tynger
med i Skaalen. Dog, Du om det! (til de Øvrige.)
Jeg æsker Eder Alle til Vidne paa hendes Svar. (ven-
der sig til Alfhild.) Jeg beskylder Dig dernæst for
Faksimile
55.
atter igjen inat at have, ved de samme hemmelige
Kræfter, trukket Olaf her op, samt at Du holder
ham gjemt herinde!
Alfhild
.Lønligt er han gjemt herinde!
Det vedgaaer Du?
Alfhild
.har saa stærk en Magt og Evne!
(i heftigt Udbrud.)
Nu er Døden Dig vis! Sig
frem, hvor har Du ham?
frem, hvor har Du ham?
Alfhild
.da hexer Du bedre end jeg!
Det Svar gavner lidet; sig frem! hvor er han?
Alfhild
.Jeg har svaret.
(med tilbagetrængt Forbittrelse.)
Godt, godt!
Arne
.saa listig paa sine sidste Dage.
Nu kommer den tredie Klage mod Dig: Du
har inat stukket Ild paa min Gaard og brændt
den af til Grunden. Kanhænde Menneskeliv er gaaet
tilspilde, det vide vi endnu ikke, men hvad som
end er, derved hverken skades eller rettes paa din
Sag; thi din Agt at brænde os inde Alle tilhobe
ligger klarlig for Dagen. Nægter Du mit Paa-
sagn at have brændt Gaarden af inat?
har inat stukket Ild paa min Gaard og brændt
den af til Grunden. Kanhænde Menneskeliv er gaaet
Faksimile
56.
tilspilde, det vide vi endnu ikke, men hvad som
end er, derved hverken skades eller rettes paa din
Sag; thi din Agt at brænde os inde Alle tilhobe
ligger klarlig for Dagen. Nægter Du mit Paa-
sagn at have brændt Gaarden af inat?
Alfhild
.jeg har brændt din Gaard!
Og hvormed vil Du besmykke din Gjerning? (med
bitter Spot.) Du skal ei kunne sige at Du handlede
overilet. God Leilighed havde Du, saavidt jeg
mindes, til at tænke Dig om. Du stod udenfor, In-
gen kom Dig nær, Ingen hindrede Dig fra at over-
lægge saa roligt Du kunde og vilde. Ei skal
Du sige at Gildestuens Lystighed steg Dig til
Hovedet, ei heller at Vinen gjorde Dig hed og
fortumlet; thi Du var nok ikke med derinde, Du
stod udenfor, og der var svalt nok, der var kjøli-
ge Vinde, som nok kunde gjøre Dig besindig.
bitter Spot.) Du skal ei kunne sige at Du handlede
overilet. God Leilighed havde Du, saavidt jeg
mindes, til at tænke Dig om. Du stod udenfor, In-
gen kom Dig nær, Ingen hindrede Dig fra at over-
lægge saa roligt Du kunde og vilde. Ei skal
Du sige at Gildestuens Lystighed steg Dig til
Hovedet, ei heller at Vinen gjorde Dig hed og
fortumlet; thi Du var nok ikke med derinde, Du
stod udenfor, og der var svalt nok, der var kjøli-
Faksimile
57.
ge Vinde, som nok kunde gjøre Dig besindig.
Alfhild
.nu er Alting dødt og fortørret!
Slig Tale baader Dig lidet! End engang spørger
jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min Søn?
jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min Søn?
Alfhild
.Jeg har svaret!
Saa har Du ogsaa fældet din Dom og jeg vil
bekræfte den.
(Olaf kommer frem uden at bemærkes af de Øvrige.)
bekræfte den.
Olaf
.Hjælp Gud! hvad er det? (trækker sig tilbage.)
Som skyldig i Trolddomskunster og Mordbrand
er Du efter Landets Lov hjemfalden til Døden.
Denne Straf udsiges herved over Dig, og skal den
ufortøvet, samt her paa Stedet fuldbyrdes!
er Du efter Landets Lov hjemfalden til Døden.
Denne Straf udsiges herved over Dig, og skal den
ufortøvet, samt her paa Stedet fuldbyrdes!
Arne
.Men hør, Fru Kirsten!
Dommen er fældet! Alfhild skal lide Døden!
Alfhild
.jeg lever ikke længer.
Faksimile
58.
Før hende op paa Fjeldstupet der!
Alfhild
(føres derop af to Karle.)
For sidste Gang, Alfhild! giv mig min Søn til-
bage!
bage!
Alfhild
.Jeg svarer ikke mere!
Det skee da som Du vil! (til Karlene) Styrter
hende ud! Nei, vent! Der falder mig Noget ind.
(til Alfhild.) Som Du der staaer kommer jeg til at
mindes Dig, da Du igaar traadte frem med Guld-
kronen paa og mente at Du var Olaf Liljekrans
værdig til Brud. Nu, skal vi dog see, hvormeget
Du agtes; her er Bønder og Karle og mange ringe
Mænd tilstede; – kanhænde dit Liv end staaer
til at frelses! Ja, Alfhild! Du seer paa mig,
men saa er det; jeg vil være naadig! (vender sig
til de Øvrige.) Ei sandt, I kjende Alle den gamle
Vedtægt, som byder, at naar en Kvinde er dømt
for en halsløs Gjerning, som hun der, da frelses
hendes Liv og hun er fri, ifald en uberygtet Mand
træder frem og nævner hende uskyldig og siger sig
villig og rede til at ægte hende. Ei sandt, den
Vedtægt kjende I?
hende ud! Nei, vent! Der falder mig Noget ind.
(til Alfhild.) Som Du der staaer kommer jeg til at
mindes Dig, da Du igaar traadte frem med Guld-
kronen paa og mente at Du var Olaf Liljekrans
værdig til Brud. Nu, skal vi dog see, hvormeget
Du agtes; her er Bønder og Karle og mange ringe
Mænd tilstede; – kanhænde dit Liv end staaer
til at frelses! Ja, Alfhild! Du seer paa mig,
men saa er det; jeg vil være naadig! (vender sig
til de Øvrige.) Ei sandt, I kjende Alle den gamle
Faksimile
59.
Vedtægt, som byder, at naar en Kvinde er dømt
for en halsløs Gjerning, som hun der, da frelses
hendes Liv og hun er fri, ifald en uberygtet Mand
træder frem og nævner hende uskyldig og siger sig
villig og rede til at ægte hende. Ei sandt, den
Vedtægt kjende I?
Alfhild
.saa dybt i min sidste Stund!
Nuvel, Alfhild! Denne Vedtægt skal komme
Dig tilgode. Ifald kun den ringeste Karl i mit
Følge træder frem og siger sig villig til at ægte
Dig, da er Du fri. (seer sig om.) Er der Ingen
som melder sig?
Dig tilgode. Ifald kun den ringeste Karl i mit
Følge træder frem og siger sig villig til at ægte
Dig, da er Du fri. (seer sig om.) Er der Ingen
som melder sig?
Alle
(tie.)
Giv hende Sølvkronen paa; den skal følge med
i Kjøbet; kanhænde, Alfhild! at Du derved stiger
i Priis!
i Kjøbet; kanhænde, Alfhild! at Du derved stiger
i Priis!
Faksimile
60.
(Kronen sættes paa Alfhilds Hoved.)
For anden Gang, spørger jeg, er Ingen villig til
at frelse hende? (Hun seer sig om.)
at frelse hende? (Hun seer sig om.)
Alle
(tie.)
Nu gjælder det; nu frygter jeg for at dine Øie-
blikke ere talte. Hører mig vel, I Karle deroppe!
Ifald Ingen svarer paa det tredie Opraab, da agte
I paa mit Tegn og styrte hende i Søen! Brug nu
dine Kunster, Alfhild! See til om Du kan kogle
Dig fra Døden. (med høi Røst.) For sidste Gang!
Der staaer Hexekvinden og Mordbrændersken, hvo
frelser og ægter hende? (seer sig om.)
blikke ere talte. Hører mig vel, I Karle deroppe!
Ifald Ingen svarer paa det tredie Opraab, da agte
I paa mit Tegn og styrte hende i Søen! Brug nu
dine Kunster, Alfhild! See til om Du kan kogle
Dig fra Døden. (med høi Røst.) For sidste Gang!
Der staaer Hexekvinden og Mordbrændersken, hvo
frelser og ægter hende? (seer sig om.)
Alle
(tie.)
(hæver raskt Haanden til Tegn, Karlene gribe
Alfhild; i samme Øieblik styrter Olaf frem.)
Alfhild; i samme Øieblik styrter Olaf frem.)
Olaf
.Jeg frelser og ægter hende! (støder Karlene bort
og omslynger Alfhild med sin Arm.)
Faksimile
61.
og omslynger Alfhild med sin Arm.)
Alle
(staa som forstenede med Udraabet:)
Olaf Lilje-
krans!
krans!
Olaf Liljekrans, min Søn! hvad har Du gjort?
Beskjæmmet Dig for evig!
Beskjæmmet Dig for evig!
Alfhild
.al Verdens Herlighed tilbage!
Du vil ægte hende! Godt og vel, saa er jeg
ikke længere Moder for Dig!
ikke længere Moder for Dig!
Olaf
.min egen Lykkes Bygning!
Men betænker Du da ikke –
Alfhild
.som den første Stund vi mødtes.
(afsides.)
Ingeborg er borte, denne rige Dal hø-
rer Alfhild til; ingen Anden har Ret dertil –
(høit.) Nuvel, Olaf! Jeg vil ikke være din Lykke
imod. Mener Du at finde den paa den Viis, saa –
– Mit Minde har I dertil!
rer Alfhild til; ingen Anden har Ret dertil –
(høit.) Nuvel, Olaf! Jeg vil ikke være din Lykke
imod. Mener Du at finde den paa den Viis, saa –
– Mit Minde har I dertil!
Faksimile
62.
Alfhild
.Og mig forlader Du al min Brøde?
Nu, nu! Kanhænde der var Feil paa min Side
med, lad os ikke tale mere derom!
med, lad os ikke tale mere derom!
Olaf
.i Venskab have brudt Trolovelsen.
I seer, Herr Arne! at jeg – –
9de Scene.
De Forrige. Ingeborg og Hemming.
Ingeborg
.Hemming har fundet mig!
Alle
(forbausede)
Ingeborg og Hemming! Heroppe!
10de Scene.
De Forrige. Thorgjerd.
Alfhild
.Min Fader!
Alle
.Hendes Fader!
Alfhild
.Paa Englenes Arm
Bæres vi hjem i Himmelens Karm!
Faksimile
63.
Alle
(have imidlertid dannet en Gruppe om Alfhild.)
Tæppet falder.
Faksimile
